Deprecated: The each() function is deprecated. This message will be suppressed on further calls in /customers/a/7/3/michaelkrog.dk/httpd.www/inc/hpage.inc on line 283
Blandet stof.

Luk Andre

Luk Flagdage

Luk Mærkedage

Luk Odense Domkirke

Luk Slægtsforskning

Sjov og spas

Luk Hunde

Luk Musk jeg syntes om

Luk Opskrifter

Dagen i dag
Torsdag d. 02 Juli 2020

Solen står op kl : 04:44

Solen går ned kl: 22:00

Dagens længde : 17:16


Dagens navn : Maria besøgelsesdag

Maria besøgelsesdag hentyder til jomfru Marias besøg hos Elisabeth, Johannes Døberens mor (Lukas kap. 1. 39-56). Pave Urban VI gør dagen til helligdag i 1389, hvilket den er i Danmark indtil 1770, hvor den sammen med mange andre helligdage afskaffes af Struense.


Det skete i 1530


Biskop Hans Tausen fremlægger den protestantiske trosbekendelse.

Webmaster - Infos
Besøgende på siden

 263213 Besøgende

 1 Besøgende online

Støt vore soldater

Slægtsforskning - Ellen Krog´s erindringer.

Erindringer - Ellen Krog.

 

Udrag fra bogen  "Landsby skæbner fra den fynske landsby"  af Svend Erik Sørensen.



Katterød Hospital er genopført i Den fynske landsby



En lille pige i fattighuset

Katterød Hospital er ikke noget sygehus. Det er et fattighus. Fattighuset i landsbyflækken Katterød ved Fåborg var – i hvert fald en overgang – byens største og mægtigste beboelseshus, og alligevel var det på et tidspunkt kun det ene ud af sognets i alt tre fattighuse. Men tro ikke, at fattighuset – hospitalet – var det værste sted man kunne havne.

Rum nummer fire i det nordøstlige hjørne, bag flere meter kampesten, blev i 1901 redningen for skovarbejder Christen Krog og hans kone, Karen.
Christen var dengang over de 60 og arbejdede i skovene under Holstenshus. Han boede i et af godsets huse, bomhuset i Knaphavehus ved Kalekovejen og betalte ikke husleje, for hans kone, den jævnaldrende Karen, passede bommen, åbnede og lukkede leddet for de vejfarende.

Godt nok var Christen kun skovarbejder, men han hørte ikke til de forsagte af den grund. Det kunne Karen til enhver tid skrive under på. I 1901 kom han en dag hjem fra skoven – fyret! Christen havde forlangt mere i løn. Resultatet var altså, at han slet ingen løn fik.

Men det var ikke det værste. Kort tid efter fik han og Karen besked om at forlade Bomhuset, da Christen ikke længere var ansat på godset.
Christen gjorde ikke noget, han var gal. Men det skaffede dem jo ikke tag over hovedet, så Karen tog affære. Hun bandt sit tørklæde stramt om hagen, sagde ikke noget om, hvor hun gik hen, og vandrede den lange vej op til Holstenshus.

Til nådigfruen. Det var klart, at Nådigfruen ikke kunne ansætte Christen igen, for det var jo ikke hende, der havde afskediget ham. Men Nådigfruen havde hjerte, vidste Karen, og var man stor og havde hjerte, kunne man vel også hitte på råd.


Ellen Krog som ældre (1902-1986 )

Da Karen gik derfra, havde Nådigfruen lovet Karen at skaffe plads til hende og Christen på et af godsets fattighuse. Det blev Katterød Hospital, det nordøstlige hjørne, et rum på 13 kvadratmeter. De var ”redet”. Indtil den næste ulykke væltede ned over dem.

Der fulgte privilegier med at bo i Katterød Hospital. Hvert år leverede godset to læs tørv, to læs risbrænde og et læs ”rigtigt” brænde. Gratis. Der skulle ikke engang betales husleje. Også en lille have fulgte med, hvor der kunne avles grøntsager til eget forbrug.

Men alligevel var det en skændsel at bo i Hospitalet. Alle så skævt til dem.
Og de andre beboere i huset var ikke noget muntert selskab. Trine Smeds var enke og gik med krykker. Værre var det med Gamle Johanne. Hun var menneskesky, en særling, man slet ikke kunne regne med. Når nogle engang imellem gav hende noget mad, rev hun det til sig med begge hænder og gnaskede det i sig på stedet.

Mere omgang fik Karen med Per Jørgens og hans kone. Per var daglejer på Bjørnemosegaard.
Christen var jo også daglejer nu, blot havde han ikke nogen fast gård. Han tilbød sig, hvor han kunne komme af sted med det. Den største del af hans løn var den mad, han spiste på stedet, og rede penge kom der sjældent ud af hans arbejde.

Når vi i dag ved det så nøje, skyldes det den nye ulykke, som ramte Karen og Christen i 1909.
Denne gang lå årsagen ikke i Christens stivsind, men hos deres voksne søn. Han kom hjem med en lille datter, Ellen, og bad dem tage sig af hende. Sønnen skulle nemlig skilles.



Christen sagde nej til at tage sig af Ellen. Og blev for resten rasende. De spareskillinger, det nemlig engang var lykkedes Christen at lægge til side, havde sønnen nemlig brugt. Og så tillod han sig oven i købet at komme hjem og aflevere sit afkom, bare fordi han ikke selv kunne forsørge så meget som en lille pige på syv år. Der måtte være en grænse.

Men Karen gik i forbøn. Ikke for sønnen, men for den lille Ellen. Hun kunne jo ikke gøre for noget. Men lige fra den første dag kaldte Christen hende for ”Satans tøs”.
Ellen blev altså, selv om Christen satte sig imod det. Karen gennemtrumfede sin vilje.

Ellen har mere end et halvt århundrede senere fortalt det til Landsbyens – og fattighusets – første museumsinspektør, Egil Hansen. Derfor ved vi det hele så nøje.
Christen tærskede Ellen, så naboerne klagede til sognerådet. Og før Første Verdenskrig skulle der tærskes hårdt, længe og vedvarende, før beboere i et fattighus henvendte sig til øvrigheden om vanrøgt.


”Bedsten”, som Ellen kaldte Karen, lagde sig imellem. Først mellem Christen og Ellen så meget, som det stod i hendes magt, og siden mellem sognerådets udsending og hendes stride husbond. Hun lovede bod og bedring på hans vegne, og Ellen blev da også i Hospitalet.
Men gav Christen hende tærsk, så gav ”Bedsten” hende til gængæld så meget mere kærlighed. Ellen og ”Bedsten” blev uadskillelige.

Ellen skulle i skole. Det glædede hun sig til, men ”Bedsten” vidste, hvad der ventede hende, så inden Ellen kom i skole, lærte ”Bedsten” hende både at læse og regne. Måske kunne det hjælpe hende en smule at være den dygtigste i klassen fra starten. Men det hjalp ikke.



Det betød ingen verdens ting, om hun så kunne læse og regne bedre end både førstelæreren og Frøkenen tilsammen, for Ellen var fra Hospitalet – og det var det, der betød noget. Var dem fra hospitalet ikke dumme, så skulle man nok sørge for, at de blev det. Ikke ret mange gange brillerede Ellen med sin viden. Det blev hurtigt sådan, at når førstelæreren eller Frøkenen spurgte hende om noget, blev hun så nervøs, at hun var ude af stand til at svare.

Førstelæreren plejede ellers aldrig at straffe pigerne. Med Ellen fra Hospitalet gjorde han en undtagelse. Han havde en foldekniv, som han holdt i bladet lige over hendes hoved. Når hun så ikke svarede hurtigt nok, lod han skæftet på kniven ramme hendes hjerneskal.

Hvad læreren og hans foldekniv ikke fik udrettet i timerne, sørgede de andre børn fra sognet for i frikvartererne – det frygteligste af alt på jorden.
Også Frøkenen var efter hende. Mange år efter, at Ellen havde forladt skolen, mødte hun Frøkenen, som undskyldte sin opførsel over for hende. I mellemtiden var Ellen nemlig blevet maler – eller malerinde, som det hed dengang.

Men hjemme i Hospitalet ventede ”Bedsten” , og hun var den bedste i verden.
Men også andre var gode ved Ellen. Når daglejer Per Jørgens kom hjem om aftenen fra Bjørnemosegaard, havde han altid levnet en ostemad, som han tog med hjem til Ellen.
Den lille have fik de også meget ud af, og nogle af grøntsagerne solgte Ellen og ”Bedsten” på torvet inde i Fåborg. I skoven plukkede de skovmærker, bandt dem til kranse og solgte dem ligeledes på torvet.

En fast regel var det at binde tre flotte kranse til Nådigfruen. Hvert år pakkede ”Bedsten” de tre kranse fint ind i en æske og afleverede dem oppe ved Holstenhus. Et par dage efter modtog familien i Katterød Hospital så 2 kr. med posten fra Nådigfruen som tak.



Da Ellen var ni år, tog ulykkerne igen fat. ”Bedsten” fik en hjerneblødning og blev lam.
Nu blev det Ellens tur til at hjælpe. I godt vejr slæbte hun alene ”Bedsten” ud i haven, så hun kunne sidde under et træ, og pludselig skulle Ellen sørge for det, ”Bedsten” ellers havde gjort. Det var Ellen, der foruden at passe den syge skulle lave mad og gøre rent.

Christen – bedstefaderen – blev ikke mildere stemt over for hende af den grund. Han forbød hende at synge for ”Bedsten”, men Ellen trodsede ham, holdt munden helt hen til ”Bedsten”s øre og hviske-sang, så han ikke kunne høre det.

Samtidig med ”Bedsten”s lammelse blev Christen så plaget af gigt, at han måtte opgive at arbejde rundt om på gårdene. De andre i Katterød Hospital foreslog ham, at få noget havearbejde. Han kunne blot binde en sæk om hvert knæ og kravl langs rækkerne, lød deres råd. I stedet fandt han dog på at binde koste, som folk kom og købte, men det betød også, at Ellen havde ham hjemme hele dagen.

Christen holdt dog ikke længe, men døde, da Ellen var 13 år. Hun huskede, at hans kiste ikke kom ud gennem døren, men gennem vinduet, så han ikke skulle gå igen. Hun huskede også, at de andre beboere i Katterød Hospital havde spredt grønt på vejen, på hele strækningen fra Hospitalet til Kirkegården.
Ikke fordi de andre holdt af den stride Christen. Det var blot en skik. Blandt lemmerne. På Katterød Hospital.
Straks efter flyttede Ellen hjem til sin far sammen med ”Bedsten”.

Hele denne beretning er kun brudstykker om tre mennesker, der boede i det nordøstlige hjørne i Katterød Hospital mellem 1901 og 1916 i rum nummerfire. 15 år er ikke lang tid ud af næsten 200 år, og foruden det nordøstlige hjørne er der syv andre boliger i Katterød Hospital. Hvad den lille Karen oplevede i Katterød Hospital er måske intet i forhold til, hvad andre – navnlig børn – har været ude for.

Men Landsbyens fattighus er og bliver en social foranstaltning af de bedre – nok den bedste sociale foranstaltning mellem reformationen og nyere tids sociallovgivning.

Katterød Hospital blev bygget og taget i brug den 26. oktober 1786. Det var baroniet Holstenshus, der lod det opfører, og i fundatsen står anført to grunde: 1. For at gøre de fattiges vilkår tålelige – og 2. For at hindre ildebrande på bøndergårdene. Af fundatsen fremgår det nemlig, at ildebrande på den tid opstod i indsidder-familiernes husværelser. Det er bla. derfor, Katterød Hospital bygges af kampesten.

Fattighusene var ikke for alle og enhver. Fattighuse var kun for de mest respektable af de fattige. I slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet oplevede Danmark en fattigtid af de allerværste. Fattige drog som tiggere fra landsby til landsby, ofte i flokke, og en af deres mest benyttede tigger-trusler var den om den røde hane – dvs. ildebrand. Hvis en bonde ikke udleverede mad og drikke med det samme, kunne tiggerne finde på at sige, at de ville sætte ild til gården – og i virkeligheden skete det ikke så sjældent.

Landsbyens store indsiddergruppe var opdelt i hårfine sociale lag. At ende på fattighuset var en hjælp til ikke at ryge helt til bunds. Sådan blev det opfattet – jævnfør Karens historie.
Dem, der ikke kom på fattighus, måtte nemlig gå som sæson-daglejere fra gård til gård – også efter de 60 år – eller ende som regulære tiggere. Fattighuset var og blev en hjælp til ”de bedste” af de fattige.

 

 


Af dato : 18/10/2012 @ 19:01
Sidst opdateret : 19/10/2012 @ 14:53
Kategori: Slægtsforskning
siden læst 3490 gange


Udskriv siden Udskriv siden


^ Top ^